I nostalgiens stund

Efter en lang dags strabadser, sætter jeg mig endelig foran computeren, for at gå mine rutiner igennem, du ved checke ens mails, smide et par hilsner i facebook osv. Det var faktisk her jeg pludselig så, at en gammel klassekammerat havde fødselsdag - han blev 20. Jeg blev nysgerrig og kiggede hans side igennem, og får øje på et nyere billede af ham, sidst jeg så ham var 1 år siden, til vores Studenter tam tam på Gymnasiet.

Da jeg så ham, så jeg en hel barndom flashe forbi mine øjne. Han have ændret sig. Vi har ændret os, alle os fra Søndermark årgang 2005.
Jeg blev grebet af noget sørgmodigt, helt nostalgisk. For hvor var vi henne nu? Og havde vi kontakt til hinanden, trods moderne kommunikation muligheder. Nej. Jeg tror det er meget få af os som, fortsat havde det. Hvor var sammenholdet blevet af? Det lim, der holdte os så godt sammen i folkeskolen, trods vores modgange som, elev skift, intrigere, pubertet, kæresteforholde i klassen, chick fights, og storhedsvanvid. Var vi blevet så forarget af hinanden i slutningen af 9. at vi simpelthen skubbede folkeskole tiden ned i underbevidsthedens afgrund?

Hvorfor holde gamle klassekammerater op med at kende, dig når du går ned af gågaden? Hvorfor holde de op med at hilse? At huske ens navn?

Man tilbringer 10 år, af ens første levetid sammen, man vokser op sammen, møder modstand sammen, spiser sammen, leger sammen, tisser endda sammen. Til hvilken verdens nytte, når man ikke engang kan værdige sin gamle følgesvend et øjeblik, eller bare et anerkendende blik?
Det kræver ikke meget, blikket.
Jeg beder kun om 1 sekund af din tid, for et indtryk der måske varer resten af mit liv.

Har vi ikke fortjent så meget?
Ja, jeg ved jeg højst sandsynligt har gjort et par af mine kammerater ked af det, sandsynligvis også med vilje. Jeg har provokeret, jeg har været stædig. Jeg har også slået (Undskyld Kenneth!), men for fanden, er vi ikke blevet klogere? Er der ikke en grund til at opfører os som voksne nu?
Vi er alle omkring 20'erne nu, var det ikke på tide at se ud over, det ondskab vi spredte som børn? For det var det vi var. Børn. Og børn kan være onde. Og nogle gange, ja så er man fortsat barn, selv efter 9. Klasse. (Ak og ve, mine tanker går til de uheldige!)

Måske er det livet der har gjort vores hjerter kolde? Eller måske vores egen forfængelighed? Nogle gang, når man ser for meget af sig selv, og sine problemer, kan man pludselig blive blind for livet omkring en.

Er det dét?
Fortælt mig det, så jeg ikke tror du tænker mindre om mig! Sig noget! Jeg gav dig 10år af min bedste tid! Og du gav mig din. Du lod mig dele dine såre, jeg så dig græde, men du lod mig også tag del i din glæde - hvorfor ikke mere?

Hvis vi mødtes igen, os alle sammen fra Søndermark årgang 2005, ville vi så overhovedet kende hinanden. Vil vil have lyst til at kende hinanden? Vil du lade mig tage del i dit liv igen, i dine såre, og glæder? Vil du det? Vil du kende mig? Eller lukke dine øjne?
Fordi du ikke kan se mig i øjnene, og fortælle os, hvorfor du holdt op med at kere dig?

Hvor er du Årgang 2005? Eller er du her overhovedet stadig?

Er at arbejde, at leve?

Klokken er 20:01, jeg har været i gang siden ca. 14:00. 6 timer. At skriver, skrive løs om, hvor man har arbejdet, hvor god man er, hvilke egenskaber man har, hvad man har lært, og andre selv forherligende ting, for at se godt ud for ens måske kommende chef.
Ud af 6 timers slid, har jeg frembragt 5 ansøgninger.
5.

Og dette var kun denne omgang. For jeg har slet ikke talt de andre 18 ansøgninger og MANGE timer. Hvoraf jeg har fået afslag på under halvdelen, og slet ikke fået svar på 2/3 af dem.
Tak! For det koster jo så FUCKING meget, for en indkøbsbutik med en omsætning på 500.000Kr, hver dag at køber en standard frimærke og faktisk svar tilbage på den mange ansøgninger. For ansøgerne bruger trodsalt tid på at lave, de ikke værdsatte ansøgninger. En kosmisk straf, det er det de imperialistiske grådige bastarder har brug for, og så en lektion på almen høflighed.

Hvorfor så min pessimistiske, negative attitude? Det er jo vel, alles drøm? Når man arbejder, slider og slæber, man brokker sig, bander og ærgre sig, og venter fortrøstningsfuld på weekenden. Som når en sol dukker op, fra de mørke skyers greb, når de varme stråler rammer ens hud, og en glæde blomstre i ens indre, og varme ens hjerte.
Ligesom tanken om at sove længe om lørdagen, lige giver et ekstra boost.

Når man ikke har et arbejde, kan man sove længe hver dag! Men hvor længe kan det glæde mig?
Der er gået 1 måned siden jeg vendte hjem fra min rejse, og jeg er for længst blevet træt af, at sove længe. Faktisk er jeg blevet helt febrilsk, efter at lave et eller andet. (Helst ikke rengøring!), at gå ud i byen, og det er selvom jeg ingen indkomst har!. Som forresten er en meget dårlig vane, og kan derfor ikke anbefales. Selvom det dog, giver et meget kortvarig glæde.
Med andre ord, jeg har det af helvedes til. Mine dage går såååååååååå langsomme, og jeg laver ikke andet end at sidde, på min flade, og se tv. Minder det lidt om nogen? Hm...
Jeg keder mig, jeg har ikke lyst til noget, ud over at spise, og jeg bliver træt af at ingenting lave. Altså virkelig blive træt. Jeg har absolut ingen gejst.
Det er som om galskaben ingen mening har. Men.
Giver arbejde så en mening? En gejst? Motivation? For, hvis der ingen mening er i at være arbejdsløs, giver arbejde livet en mening? Eller er det livet, det vi oplever, der giver arbejdet en mening?

For mit vedkommende, tror jeg det er det sidstnævnte udsagn. Jeg tror det er livet der giver arbejdet en mening. For vi vælger jo ikke bare et tilfældigt arbejde, vi vælger et erhverv, en uddannelser, et job, udefra det vi oplever i vores hverdag. Vi finder noget der passer, vores egen interesser. For derved er der en mening med vores arbejde. Meningen giver os, motivationen, gejsten - livet.

:-)

Jeg Anbefaler...

Denne uge anbefaler jeg:

LUXGIRL (Klik for at se)

En meget spændende og overskuelig side, for pige i alle aldre Her kan du finde skønne ting, til din modebevidste indre, såsom smykker, armbånde, ballerinaer, tasker, tørklæder og mange andre spændende ting, af mærkerne Aitems, Dixie, Dunlop, Just Female, (a)bout.

Hjemmesiden har også en tæller, hvis du afgiver din ordrer inden tiden udløber, sender de din bestilling samme dag. Og med hensyn til betalingsformer, ja så modtager de faktisk næsten alle slags hævekort, heriblandt MasterCard og Maestro.

Alt til en meget fornuftig pris. Og husk portoen er gratis ved køb over 500Kr.

God Shopping! :D

Her er Jeg så - Palle Alene i Verden

Min første blog. Ej det er vidst ikke helt rigtig, nu havde jeg jo også haft den fra MySpace, en integreret venne + blog side, men mest ment som et ekstra gadget, og udlevede derfor ikke sin rolle helt som den skulle.

Anyways nu befinder jeg mig her, foran tasterne. Ikke rigtig noget at skrive om... og dog.
Jeg må indrømme, jeg var ret ivrig med at komme igang, at have mit eget Blog, og jeg var ret ivrig indtil jeg ramte min første mur. Og der er selvom Blog Spot, højt og helligt lover, at det er en nem-at-gå-til start.

Layoutet, eller skinnet som det også bliver kaldt på denne side af åen, er ikke just den kønneste i landet her, og jeg valgte derfor at ændre det, ved at finde et nyt et fra nettet. Og jeps, det gjorde jeg såmænd også, men da jeg skulle til at indsætte det nye skin, gik det ikke helt som jeg ville have det. Så nu sidder jeg bare her og brokker mig. ARRGHH!

Nåeh, jeg tror jeg vil prøve at se om jeg ikke kan løse problemet, og måske finde nogle venner, eller læsere for her er godt nok ensomt :)

Hygge