I nostalgiens stund

Efter en lang dags strabadser, sætter jeg mig endelig foran computeren, for at gå mine rutiner igennem, du ved checke ens mails, smide et par hilsner i facebook osv. Det var faktisk her jeg pludselig så, at en gammel klassekammerat havde fødselsdag - han blev 20. Jeg blev nysgerrig og kiggede hans side igennem, og får øje på et nyere billede af ham, sidst jeg så ham var 1 år siden, til vores Studenter tam tam på Gymnasiet.

Da jeg så ham, så jeg en hel barndom flashe forbi mine øjne. Han have ændret sig. Vi har ændret os, alle os fra Søndermark årgang 2005.
Jeg blev grebet af noget sørgmodigt, helt nostalgisk. For hvor var vi henne nu? Og havde vi kontakt til hinanden, trods moderne kommunikation muligheder. Nej. Jeg tror det er meget få af os som, fortsat havde det. Hvor var sammenholdet blevet af? Det lim, der holdte os så godt sammen i folkeskolen, trods vores modgange som, elev skift, intrigere, pubertet, kæresteforholde i klassen, chick fights, og storhedsvanvid. Var vi blevet så forarget af hinanden i slutningen af 9. at vi simpelthen skubbede folkeskole tiden ned i underbevidsthedens afgrund?

Hvorfor holde gamle klassekammerater op med at kende, dig når du går ned af gågaden? Hvorfor holde de op med at hilse? At huske ens navn?

Man tilbringer 10 år, af ens første levetid sammen, man vokser op sammen, møder modstand sammen, spiser sammen, leger sammen, tisser endda sammen. Til hvilken verdens nytte, når man ikke engang kan værdige sin gamle følgesvend et øjeblik, eller bare et anerkendende blik?
Det kræver ikke meget, blikket.
Jeg beder kun om 1 sekund af din tid, for et indtryk der måske varer resten af mit liv.

Har vi ikke fortjent så meget?
Ja, jeg ved jeg højst sandsynligt har gjort et par af mine kammerater ked af det, sandsynligvis også med vilje. Jeg har provokeret, jeg har været stædig. Jeg har også slået (Undskyld Kenneth!), men for fanden, er vi ikke blevet klogere? Er der ikke en grund til at opfører os som voksne nu?
Vi er alle omkring 20'erne nu, var det ikke på tide at se ud over, det ondskab vi spredte som børn? For det var det vi var. Børn. Og børn kan være onde. Og nogle gange, ja så er man fortsat barn, selv efter 9. Klasse. (Ak og ve, mine tanker går til de uheldige!)

Måske er det livet der har gjort vores hjerter kolde? Eller måske vores egen forfængelighed? Nogle gang, når man ser for meget af sig selv, og sine problemer, kan man pludselig blive blind for livet omkring en.

Er det dét?
Fortælt mig det, så jeg ikke tror du tænker mindre om mig! Sig noget! Jeg gav dig 10år af min bedste tid! Og du gav mig din. Du lod mig dele dine såre, jeg så dig græde, men du lod mig også tag del i din glæde - hvorfor ikke mere?

Hvis vi mødtes igen, os alle sammen fra Søndermark årgang 2005, ville vi så overhovedet kende hinanden. Vil vil have lyst til at kende hinanden? Vil du lade mig tage del i dit liv igen, i dine såre, og glæder? Vil du det? Vil du kende mig? Eller lukke dine øjne?
Fordi du ikke kan se mig i øjnene, og fortælle os, hvorfor du holdt op med at kere dig?

Hvor er du Årgang 2005? Eller er du her overhovedet stadig?